Oplev to destillerier på den skotske ø Arran
Isle of Arran ligger i det sydvestlige Skotland (vest for Glasgow) og kaldes ofte ’Miniature Scotland’. Årsagen er, at øen har lavland og palmer i syd og bjerge og barskt terræn mod nord. Øen har et areal på 432 km2 og omkring 5.000 indbyggere. Den blev for omkring 1.000 år siden bosat af vikinger fra Norge, og mange navne på øen har stadig spor tilbage fra dengang.
Lochranza Destillery – første (lovlige) whiskyproduktion på øen i 136 år
I 1995 åbnede et whiskydestilleri i Lochranza på den nordlige del af øen. Dermed kunne der for første gang i 136 år lovligt produceres whisky på øen. Whiskyen hed Arran Malt, og stilen var – og er stadig – frugtig med en pebret finish.
Arran Malt blev hurtigt meget populær, og produktionen steg til 1.200.000 liter ren alkohol om året. Frem til midten af 2019 var omkring 20% af produktionen røget whisky, der blev udgivet under navnet Machrie Moor. Området Machrie Moor, som whiskyen er opkaldt efter, ligger på vestkysten af Arran. Her viser historien tegn på religiøse ceremonier (sten-cirkler), der kan dateres helt tilbage til 3500-1500 f.Kr.
Siden slutningen af 2019 har al alkoholen på Lochranza Distillery været ikke-røget. Kernesortimentet er Robert Burns, der fås både som blended og single malt whisky samt Arran Malt 10 y.o., 18 y.o., 21 y.o., 25 y.o. samt med forskellige vinfads-finish’er (portvinsfade, Sauternes-fade og Amarone-fade). Og så selvfølgelig nogle cask strength (fadstyrke) aftapninger.
Destilleriet er det absolut mest besøgte whiskydestilleri i Skotland med mere end 100.000 besøgende hvert år. Det er også berømt for Golden Eagles, der flyver over destilleriet fra tid til anden.
Fra nord – til syd: Lagg Destillery
Efterspørgslen på Lochranza Distillery’s whisky bare steg og steg. Så meget, at det for cirka 10 år siden havde brug for at øge produktionen og lagerkapaciteten markant. Desværre fik ejeren ikke lov til at bygge i Lochranza. I stedet besluttede man at bygge et helt nyt destilleri på den sydlige del af øen i nærheden af Kilmory. I 2017 startede man med at bygge lagrene – før anlægget – da man således kunne bruge dem til opbevaring af fadene fra Lochranza.
Det nye destilleri fik navnet Lagg Distillery og producerede sin første spiritus i marts 2019. Lagg Distillery skal udelukkende producere røget whisky, hvilket er den direkte årsag til, at Lochranza-destilleriet indstillede sin produktion af røget whisky (ref. ovenfor).
Lagg Distillery vil fungere som et forsøgsanlæg med eksperimenter med forskellige gærstammer og byg-typer. Desuden har man planer om at producere sin egen cider og æblebrændevin (fra æbletræer plantet for et par år siden ved siden af destilleriet).
Det bliver interessant at følge dette nye destilleri, som drives af en ung destillerichef, Graham Omand. Han er opvokset på Islay, og som har været mashman og stillman på Lochranza-destilleriet i næsten et årti.
/Lars